Ny jagtansvarsforsikring tilgængelig
Ny jagtansvarsforsikring tilgængelig i næste uge
Til dig, der går på jagt i Danmark eller rundtom i Europa, har Danmarks Jægerforbund nu sikret én jagtansvarsforsikring, der dækker i hele Europa, og så endda til en fordelagtig medlemspris for medlemmer af jægerforbundet.
Fra og med på tirsdag den 20. april 2021 kan medlemmer af Danmarks Jægerforbund tegne en Europæisk jagtansvarsforsikring med rabat. Selvrisikoen er på kun 500 euro. En af fordelene ved denne nye europæiske jagtansvarsforsikring er, at den dækker væsentligt mere end den danske jagtansvarsforsikring, som er tilknyttet dit jagttegn. Den danske dækker kun skader, der sker under selve jagten, mens du med den europæiske jagtansvarsforsikring vil være dækket fra du tager på jagt og til du er hjemme igen - også i Danmark.

Forsikringen bliver som sagt tilgængelig fra på tirsdag på jagtforsikring.online, (bemærk, siden er først online på tirsdag) eller via jaegerforbundet.dk. Som modtager af nyhedsbrevet JægerNyt besidder du et tillidshverv i Danmarks Jægerforbund, og derfor informerer vi dig allerede nu. På tirsdag melder vi nyheden bredt ud til alle via vores medier.

Hvordan man bestiller en forsikring
Straks efter bestilling modtager du en bekræftelse i din e-mail, og denne bekræftelse kan anvendes som dokumentation for, at du har indløst din jagtansvarsforsikring. Forsikringsbetingelsernes komplette ordlyd er blevet oversat til dansk og kan allerede nu læses på jægerforbundets hjemmeside jaegerforbundet.dk.

Onlinebetaling vil i første omgang være lidt anderledes end det, du sikkert er vant til. Betalingen sker nemlig via SEPA, der står for Single European Payments Area, og som er en sikker fælles europæisk online bankløsning. Det, du skal gøre, er at finde dit IBAN-nummer, som er det internationale kontonummer, som udenlandske banker skal bruge for at identificere din bankkonto. Alle danske bankkonti har ud over det almindelige reg.nr. og kontonummer et IBAN-nummer. IBAN-nummeret er på 18 cifre og starter i Danmark altid med DK.

På hjemmesiden, hvor du foretager din bestilling, skal du blot indtaste dit IBAN-nummer, når du bliver spurgt om det, og så foregår resten helt automatisk.

Gothaer-forsikringer kan konverteres
For dig der allerede har købt en 1-års eller 3-års forsikring ved Gothaer er der også gode nyheder. Den forsikring, du har lige nu, gælder kun i Tyskland og Østrig, men på et tidspunkt i løbet af sommeren i år vil din forsikring ved Gothaer kunne konverteres til den nye europæiske jagtansvarsforsikring, som dækker i hele Europa. Det skal vi nok skrive mere om, når det bliver en mulighed.

Priser på forsikringen

Medlem af DJ:
  • 1 års varighed med dækning på 6 mio euro. Pris: 35,82 euro
  • 1 års varighed med dækning på 15 mio euro. Pris: 46,40 euro
  • 3 års varighed med dækning på 6 mio euro. Pris: 101,42 euro
  • 3 års varighed med dækning på 15 mio euro. Pris: 132,27 euro.

Ikke medlem af DJ:
  • 1 års varighed med dækning på 6 mio euro. Pris: 59,63 euro
  • 1 års varighed med dækning på 15 mio euro. Pris: 77,37 euro
  • 3 års varighed med dækning på 6 mio euro. Pris: 169,97 euro
  • 3 års varighed med dækning på 15 mio euro. Pris: 220,48 euro.

Hvis du som medlem af Danmarks Jægerforbund vælger at tegne denne europæiske jagtansvarsforsikring med en dækning på op til 15 millioner euro og gældende for en treårig periode, koster det altså kun 132,27 euro (ca. 983,64 kr.). Det vil sige, at du for kun 328 kr. om året er dækket for skader, som du måtte forvolde i forbindelse med dine jagter rundtom i hele Europa.