Jægerråds nyt

Kære formand for en jagtforening i Odense kommune, jægerrådsrepræsentanter og andre involverede parter,

På nuværende tidspunkt er det ikke alle Odenses kommunes jagtforeninger der er repræsenteret i jægerrådet. Det vil vi selvfølgelig gerne lave om på. Dels fordi vi ønsker flere skuldre at fordele læsset på, og dels fordi det giver nogle muligheder for medlemmerne af de foreninger der er repræsenteret, som det er ærgerligt at gå glip af.

Jægerrådet er sat i verden som et bindeled imellem kommunens jagtforeninger og kredsen, samt imellem jagtforeninger, de øvrige grønne organisationer i kommunen(Grønt råd) og kommunen. I Odense betyder det bl.a., at der er nogle reguleringsopgaver på kommunens arealer, som bliver løst af jægerrådet.

Det drejer sig om afværgning og regulering af måger, på steder hvor de er til gene. Dette reguleringsarbejde varetages af uddannede reguleringsjægere og ledes af Claus Holm Hansen.

Derudover er der en større opgave med regulering af rågeunger i adskillige kolonier i Odense og omegn. Rågereguleringen er åben for ALLE jægere over 18 år(lovkrav i forbindelse med regulering) der er medlem af en jagtforening repræsenteret i jægerrådet. Rågereguleringen ledes af Jørgen Andersen. Der afholdes et indskydnings-/informationsarrangement den 27/4(annonceret i JÆGER april) Ønsker man at deltage kan man tilmelde sig på mail: jand@privat.tele.dk

Fra Jægerrådet håber vi på at der er stor interesse for at deltage i ovenstående. Det er noget så sjældent som en gratis jagtmulighed. Derudover er der lejlighed til at møde andre jægere end dem man bytter gummistøvler med til daglig.


Til sidst en opfordring til de af jer formænd  der endnu ikke har en repræsentant, til at få valgt/udpeget en repræsentant til jægerrådet. Interesserede er velkomne til at kontakte undertegnede på mail eller tlf.  

De bedste hilsner

Asbjørn Hellesøe-Jensen

Mobil:  2514 4747